Moldevisen er kjent i et stort antall versjoner med et varierende antall vers. Versene som er gjengitt under representerer ikke noen bestemt "versjon" av visen, men er et utplukk av nærværende skribents egne favoritter . De fleste synes å tro at denne syrlige nidvisen er skrevet av Nils Nilsen Dahl (1806-1854) fra Tresfjord. Nils skal ha skrevet visen etter at han søkte om et studielån i Molde og fikk avslag. Penger fikk han likevel, i Ålesund, og senere ble Nils kjent som prest og stortingsmann. |
I generasjoner var det populært blant ungdommen i Tresfjord og Vestnes å ro over til Molde, legge båten passe langt ut på reden, og så synge Moldevisen for full hals. I folkeminnet har visen rykte som en ualminnelig effektiv provokasjon. Visen ble skrevet 12. Mai 1829, og mer enn 150 år senere er det interessant for oss bønder fra Moldes omegn å se vinklingen på Nils Dahls nidvise; den ironiserende beskrivelsen av en liten og relativt ubetydelig by, som så gjerne skulle vært noe langt mer. Visen er med andre ord, - som om vi skulle sagt det selv ? |
Blandt syv av Verdens Underverker jeg Staden Molde her anmerker af Norges Skjød den troner frem. Blandt alle Verdens Sjeldenheder og blandt Europas store Stæder, har Storhed der sit rette Hjem. O Molde ! Ny Jerusalem. |
Hvad stort end sees paa Jorderige har Molde by dog ei sin lige, den tyve miil i omkreds er, har udbredt handel og en Flaade Fregatter, gamle Fiskebaade, samt Batterier, Fæstninger, tre millioner Mennesker. |
Og evig trygg er du, O Molde, thi Brygger skjærme dine Volde, selv Britlands Flaade intet kan mod dine Festninger udrette, de at erobre er ei lette de er ei grundede paa Sand, men alle i en herlig stand. |
O, hvilket Syn er Byen Molde Hvo kan det se og det utholde ? Som Fjelde, Slotte man der ser, og Taarne kan ei være større de næsten Skyerne berøre de alle gyldne Tage der Jeg endnu blind af synet er |
Dog endnu staar en post tilbage Før jeg derfra afsked tage - Det store Kapitolium, Det funkler mer end nogen lue Mit øye kan det neppe skue Etager sytti der man ser Og fjorte tusind vinduer |
Fra Moldes Havn mon der udløbe forleden Høst for at indkjøbe, Kofardiskibe hundrede til Valderhaug i Palestina og og Aalesund ved Floden Rhina de snart hjembragte Varerne til Moldes store handlere. |
O skål for Moldes store herrer. Jeg dem til døden alle ærer. O, skål for store og for smaa. O, skal for kantzler Mathis Møller, for Vingård jeg og skaalen tømmer for Falk jeg den udtømme maa, men Hansen dog skal prisen faa. |
Så meget vil jeg endnu sige ; Jeg har ei seet Moldes lige, skjønt jeg har faret Verden om I Russland, England og Kina, i Frankrig og i Palestina, I Kairo, ja end ei i Rom Jeg sådant så hvorhen jeg kom. |
Den 12te Mai er Visen skrevet Den tid sankt Olav haver levet, ved Rhinen udi Jericho. I atten hundre ni og tyve Nu kan jeg ikke mere lyve Mitt navn er både kort og godt: Hr. von Judas Iscariot. |
Og vil I Digteren nu klemme, da skal I visselig fornemme jeg er en snild og slu Krabat O, klemme mig, nei Fanden heller min rolle visstnok godt jeg spiller I skal mig aldri tage fatt Thi far nu vel, farvel, godnatt. |
Melodi: Til glede nordens raske sønner