Om Moldevisen

av Glenn Murray

          Moldevisen er kjent i et stort antall versjoner med et varierende antall vers. Versene som er gjengitt under representerer ikke noen bestemt "versjon" av visen, men er et utplukk av nærværende skribents egne favoritter . De fleste synes å tro at denne syrlige nidvisen er skrevet av Nils Nilsen Dahl (1806-1854) fra Tresfjord. Nils skal ha skrevet visen etter at han søkte om et studielån i Molde og fikk avslag. Penger fikk han likevel, i Ålesund, og senere ble Nils kjent som prest og stortingsmann.
          I generasjoner var det populært blant ungdommen i Tresfjord og Vestnes å ro over til Molde, legge båten passe langt ut på reden, og så synge Moldevisen for full hals. I folkeminnet har visen rykte som en ualminnelig effektiv provokasjon. Visen ble skrevet 12. Mai 1829, og mer enn 150 år senere er det interessant for oss bønder fra Moldes omegn å se vinklingen på Nils Dahls nidvise; den ironiserende beskrivelsen av en liten og relativt ubetydelig by, som så gjerne skulle vært noe langt mer. Visen er med andre ord, - som om vi skulle sagt det selv ?

 

Blandt syv av Verdens Underverker
jeg Staden Molde her anmerker
af Norges Skjød den troner frem.
Blandt alle Verdens Sjeldenheder
og blandt Europas store Stæder,
har Storhed der sit rette Hjem.
O Molde ! Ny Jerusalem.
Hvad stort end sees paa Jorderige
har Molde by dog ei sin lige,
den tyve miil i omkreds er,
har udbredt handel og en Flaade
Fregatter, gamle Fiskebaade,
samt Batterier, Fæstninger,
tre millioner Mennesker.
Og evig trygg er du, O Molde,
thi Brygger skjærme dine Volde,
selv Britlands Flaade intet kan
mod dine Festninger udrette,
de at erobre er ei lette
de er ei grundede paa Sand,
men alle i en herlig stand.
O, hvilket Syn er Byen Molde
Hvo kan det se og det utholde ?
Som Fjelde, Slotte man der ser,
og Taarne kan ei være større
de næsten Skyerne berøre
de alle gyldne Tage der
Jeg endnu blind af synet er
Dog endnu staar en post tilbage
Før jeg derfra afsked tage -
Det store Kapitolium,
Det funkler mer end nogen lue
Mit øye kan det neppe skue
Etager sytti der man ser
Og fjorte tusind vinduer
Fra Moldes Havn mon der udløbe
forleden Høst for at indkjøbe,
Kofardiskibe hundrede
til Valderhaug i Palestina
og og Aalesund ved Floden Rhina
de snart hjembragte Varerne
til Moldes store handlere.
O skål for Moldes store herrer.
Jeg dem til døden alle ærer.
O, skål for store og for smaa.
O, skal for kantzler Mathis Møller,
for Vingård jeg og skaalen tømmer
for Falk jeg den udtømme maa,
men Hansen dog skal prisen faa.
Så meget vil jeg endnu sige ;
Jeg har ei seet Moldes lige,
skjønt jeg har faret Verden om
I Russland, England og Kina,
i Frankrig og i Palestina,
I Kairo, ja end ei i Rom
Jeg sådant så hvorhen jeg kom.
Den 12te Mai er Visen skrevet
Den tid sankt Olav haver levet,
ved Rhinen udi Jericho.
I atten hundre ni og tyve
Nu kan jeg ikke mere lyve
Mitt navn er både kort og godt:
Hr. von Judas Iscariot.
Og vil I Digteren nu klemme,
da skal I visselig fornemme
jeg er en snild og slu Krabat
O, klemme mig, nei Fanden heller
min rolle visstnok godt jeg spiller
I skal mig aldri tage fatt
Thi far nu vel, farvel, godnatt.

Melodi: Til glede nordens raske sønner

Home

www.murray.as